Hvad er det, der er det fede ved at blogge?

Altså, det giver ok mening, hvis man er ude at rejse. Altså ikke bare en uge på charter, men de der lange ture, hvor man ikke lige for ringet hjem til alle vennerne og familien  hver uge. Dér giver det mening. For så kan man jo fortælle, at man har det godt, og at man har oplevet en masse spændende ting, smide nogle billeder med, og vupti – så har man klaret kommunikationen hjemtil – både venner og familie på én gang, og så kan man vende lynhurtigt tilbage til de vilde oplevelser.

Men hvis man nu, som jeg, bare sidder i sofaen med en kop kaffe søndag eftermiddag, så giver det da ikke rigtig mening – det der blogging. Eller gør det?

Jeg ved faktisk ikke lige, hvordan det var jeg fik ideen, for jeg havde ikke prøvet det før. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg kender nogen, der har gjort det (andet end når de var ude at rejse). Men i hvert fald fik jeg ideen – ikke bare om, at jeg skulle blogge, men jeg ville sætte mine FRONTere til det også… (og faktisk også de andre FRONT-lærere)

Og når man så er leder, så er jeg af den overbevisning, at man bliver nødt til at gå foran, så jeg skulle også i gang. Her bliver jeg så også nødt til at indrømme, at det faktisk ikke er så nemt at gå i gang med, for som alle andre rutiner, så tager det tid og hårdt arbejde, at få dem ind under huden. Det er lidt ligesom det at bruge tandtråd – jeg orker det ikke rigtigt, andet end dagen inden jeg skal til tandlæge, men når det er gjort så føles det faktisk godt.

http://heltnormalt.dk/truthfacts/2012/07/17

Men, jeg tror faktisk det er helt vildt godt at blogge – ikke så meget for de andres skyld, men for min egen.

Jeg har nemlig fundet ud af, at det hjælper mig til at få tænkt nogle tanker – eller at sætte ord på dem, for tankerne er det jo alligevel.

Det fede er, at der ikke er nogen regler – jeg kan blogge om det jeg vil. Selvfølgelig kan jeg godt bruge det som er værktøj, hvor jeg arbejder med mig selv, mit discipelskab eller andet – men lige nu skriver jeg jo som bare om det at blogge…

For mine FRONTere, så tror jeg det er en god øvelse at blogge. Igen, ikke for at blive godt til netop det, men for at øve sig i at sætte sig ned og tænke over livet. Tænke over det, de kommer til at opleve på den rejse de er gået i gang med: Et efterskoleår (som nogle siger svarer til 7 menneskeår), hvor de kommer til at lære en masse om sig selv – og et år, hvor de har valgt at sætte fokus på Gud. Det kommer der mange tanker ud af, og jeg tror det kan være svært helt at rumme dem alle, hvis de kun får plads oppe i ens hoved. Samtidigt, så tror jeg det kan være med til at skabe nogle tanker, at man bliver tvunget til at skulle skrive dem ned…

Samtidigt, så kan det jo også være med til at skabe kommunikationen til ”dem derhjemme”, både venner og familie, som faktisk gerne vil høre lidt om, hvordan det går, og hvad der sker.

Men, nu må vi se. Jeg sætter dem i hvert fald i gang med det – og så håber jeg på, at det bliver en succes. Både for FRONT, for dem derhjemme og for mig selv. Måske er det alligevel fedt at blogge – også selvom vores rejse bare er på en efterskole i Odder.

Godt begyndt er halv fuldendt

FRONT 2012/2013 (Thea, Carita, Nathalie, Katrine, Signe, Johanna, Sofia, Kasper, Emilie, Josefine, Mads, Gabriella og Lukas)

Ja, som det gamle ordsprog lyder, så er det vigtigt at komme godt fra land - og nu har vi været sammen i 3 uger på FRONT, så det er passende at kigge tilbage for at kunne se fremad.

Det er altid lidt sjovt at skulle starte et nyt hold op. For det første, så glæder man sig enormt til at lære de nye hoveder at kende, men samtidigt, så skal man huske på, at de nye FRONTere ikke er de gamle. De nye FRONTeres rejse er kun lige begyndt, og de gamles har været i gang i over 40 uger - og hvilke 40 uger..

Jeg synes, at vi er kommet godt i gang. De første 3 uger har været præget af en masse intro-ting, så det er primært det sociale, der har været fokus på. Men, jeg synes vi har lært hinanden at kende, og faktisk også lært at kende hinanden dybere end man lige havde turde håbe på. Vi har delt livshistorier, som absolut er en udfordring, når de skal deles med nogen man næsten ikke kender. Man springer ligesom bare ud i det - og håber på, at det holder. Det tror jeg, at det gør!

Nu skal vi så til at have en masse undervisning. Vi skal i gang med det, det hele handler om. Vi skal lære. Vi skal lære os selv at kende, de andre at kende - og så skal vi lære Gud at kende.

I uge 2 underviste jeg en lille smule i discipelskab, for det er det Gud ønsker af os. Han vil, at vi skal være Hans disciple, lytte til Ham, lære Ham at kende, følge efter Ham, stræbe efter at blive mere som Ham.

Det handler, som udgangspunkt, ikke om at gøre en masse, men bare om at være. Det kan så også være udfordrende nok, for naturligt kommer det til at have indflydelse på vores liv. Hvis jeg vil lære Ham at kende, så skal jeg bruge tid med Ham. Tid, som jeg ellers kunne have brugt på mig selv, eller andre venner. Men, jeg tror på, at det er det rigtige. Jeg tror på, at det er godt. Ikke bare i evigheden, men lige nu, lige her.

Jeg synes vi er kommet godt i gang, men jeg glæder mig til at skulle vandre sammen, som disciple, ind i et fantastisk år, hvor Gud vil gøre store ting for os alle.

Jeg er glad for, at godt begyndt ikke betyder helt fuldendt, for så ville vi være helt færdige nu. Jeg er glad for at vi kommet godt i gang - og glæder mig til at se, hvad året vil bringe os! Jeg er klar på at rejse!